Når politiet forlader Ellebæk-fængslet med irakiske asylansøgere, der skal sendes hjem, indkalder organisationen Kirkeasyl til demonstration i Københavns Lufthavn, Kastrup.
Det fortæller Eskild Nielsen, der er talsmand for Kirkeasyl, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Organisationen har to frivillige på vagt foran Ellebæk-fængslet ved Sandholmlejren i Nordsjælland.
"De forsøger at holde styr på, hvornår tvangsudvisningerne finder sted. Og når vi så får besked om det, sætter vi en sms-kæde i gang. Og så håber vi, at der vil dukke mange op i lufthavnen, hvor vi vil lave en fredelig manifestation," siger Eskild Nielsen.
Kirkeasyl har i sinde at forhindre politiet og asylansøgerne adgang til lufthavnen ved at sætte sig ned, selv om det fik politiet til at slå med knipler, da Brorson-kirken på Nørrebro blev ryddet forleden.
"Vi håber selvfølgelig, at de meget voldsomme og ubehagelige scener fra den hat, hvor Brorson-kirken blev ryddet, at de ikke gentager sig ude i Kastrup Lufthavn," siger talsmanden og tilføjer:
"Men vi føler os nødsaget til at forhindre de her tvangsudvisninger."