Vor Frelser Kirke, der ligger på Torvet i Horsens, er natten til mandag blevet udsat for hærværk.
Mandag morgen mødte kirketjeneren ind til, at der var spraymalet røde hagekors-lignende tegn flere steder på kirken.
Det skriver TV 2 Østjylland.
På billeder fra stedet kan man se, at tegnene blandt andet er malet på indgangsdøren til kirken og under et vindue.
Kirkeværge Erik Jacobsen blev mandag morgen ringet op af kirketjeneren, der fortalte om hærværket.
Han kalder hærværket for noget "svineri", og han mener, at den eller de, som har begået det, formentlig har forsøgt at skæmme kirken med et hagekors. Noget er dog gået galt.
- Det (tegnene, red.) vender jo forkert. Det er ikke de skarpeste i skuffen, siger han til TV 2 Østjylland.
Hærværket var mandag morgen ikke anmeldt til politiet, men det vil man gøre i løbet af formiddagen, når skaderne er besigtiget.
Kirken vil også tage kontakt til et firma, der kan fjerne grafittien.
/ritzau/