Et bandeopgør med rødder år tilbage gik fredag aften ud over en sagesløs ung mand på Christianshavn.
- To mænd af udenlandsk herkomst køber fredag aften ind i en kiosk i Prinsessegade 29 C. Da de kommer ud, står to andre bevæbnede mænd og venter på dem. De skyder den ene, der flygter ind i kiosken. Da de skyder efter ham igen, rammer de kioskejerens 17-årige søn. Projektilet går ind i venstre side og ud gennem brystet, hvorefter det sætter sig fast i højre arm, oplyser Kriminalpolitiets centrale vagtleder i København.
Den unge mand var bevidstløs da han blev kørt fra stedet i ambulance. Han er nu indlagt på hospitalet. De to kunder afhøres i øjeblikket, men gerningsmændene er endnu ikke pågrebet.
Københavns Politi efterlyser vidner til episoden samt folk, der har set gerningsmændenes rødbrune Toyota Corolla. Bilen, der er udstyret med alufælge og andet gejl , er sidst set i Skt. Annæ gade på Christianshavn.