Den norske matchfixingskandale har taget endnu en uskøn drejning, da en af landets største spilkommissærer er blevet fængslet for at være involveret i sagen.
Det drejer sig om ejeren af en kiosk i Oslo - en af Norsk Tippings største spiludbydere - som efter at være blevet pågrebet torsdag nu er blevet fængslet i to uger.
Kioskejeren, som endnu ikke har besluttet, om han vil anke fængslingen, er sigtet for at have medvirket til manipulation af norske fodboldkampe.
- Grundlaget for sigtelsen er dels medvirken til manipulation med resultater i fodboldkampe og dels medvirken til at gennemføre spil med højere indsats end tilladt.
- Vi tror, at kommissæren har tilrettelagt spil for store beløb, og vi mistænker, at kampene kan være manipulerede, siger politikadvokat Christian Stenberg fra Oslo politidistrikt til det norske nyhedsbureau NTB.
Aktionen mod kioskejeren knytter sig til forholdene i flere kampe i Norges 1. og 2. division, som politiet er i gang med at undersøge på baggrund af anmeldelser fra Norges Fodboldforbund (NFF).
Først og fremmest drejer det sig om kampen mellem Østsiden og Follo og kampen mellem Asker og Frigg, som flere af holdenes spillere er anholdt for at have spillet penge på.
Follo førte i kampen mod Østsiden 3-0 ved pausen, men tabte efter at have lukket fire mål ind i løbet af 20 minutter. I den anden kamp tabte Asker 1-7 til Frigg, hvilket også anses som værende suspekt.
I løbet af blot en time blev der ifølge NRK spillet for 70.000 norske kroner hos seks af Norsk Tippings spilkommissærer i Oslo-området.
/ritzau/NTB