De amerikanske rockstjerner fra 'Kings of Leon' har haft endnu et hissigt og råbende skænderi, efter deres koncert i fredags ved festivalen 'T in the Park' i Balado i Skotland.
Og det gik så slemt til, at de truede med at aflyse deres planlagte koncert ved søsterfestivalen Oxegen ved Dublin i Irland den følgende dag, skriver The Sun.
Lydproblemer under koncerten ved T-festivalen gjorde frontmand Caleb Followill så rasende på de andre bandmedlemmer - brødrene Nathan og Jared og fætteren Matthew - at deres tourmanager måtte trække ham væk for at undgå et regulært slagsmål.
"Da de gik fra scenen, var temperamenterne rygende, og de råbte og skreg af hinanden. Det blev ret beskidt, inden tourmanageren trådte til. De truede oven i købet med at trække sig ud af Oxegen," siger en kilde fra T-festivalen til avisen.
Bandet endte dog med at spille koncerten i Irland. Men det er langt fra første gang, at medlemmerne har haft voldsomme sammenstød - og det faktum, at de alle er i familie, kan være årsagen til deres voldsomme sammenstød.