Efter knap en uge i uvished er syv kinesiske gidsler tilsyneladende blevet frigivet af deres kidnappere. Det oplyser kidnapperne søndag eftermiddag til nyhedsbureauet AFP.
Kineserne blev bortført af løsrivelsesbevægelsen Ogaden National Liberation Front (ONLF) tirsdag ved daggry, da flere hundrede bevæbnede militsmænd angreb en kinesisk olieboring i et omstridt område af Etiopien. Over 70 mennesker mistede livet, og 100 soldater, der var udstationeret til at passe på olieboringen, kæmpede mod oprørerne i mere end en time.
ONLF forsikrede fredag, at gruppen ikke er ude på at ramme Kina eller kinesiske interesser.
»Kinesere var ikke målet for vores angreb, og de dræbte døde på grund af eksploderende ammunition under kampene. ONLF vil gerne forsikre det kinesiske folk om, at jeres borgere er i sikkerhed, ved godt helbred og bliver ordentligt behandlet,« skrev gruppen i et åbent brev til den kinesiske regering.