I fredags ankom seks kinesiske børn med fly til den svenske lufthavn Arlanda for at søge asyl.
I dag er de sporløst forsvundet fra asylcenteret i Sigtuna Kommune, og de lokale myndigheder har mistanke om, at menneskehandlere kan stå bag. Det er blot det seneste forsvindingsnummer. På et par uger er 23 kinesere forsvundet fra asylcenteret, og meget tyder på, at det er organiseret, skriver nyhedsbureauet TT.
Når myndighederne frygter menneskehandel, hænger det sammen med, at der for et år siden var lignende problemer med kinesiske børn. Over 40 børn nåede at forsvinde, før et kinesisk par i sverige blev anholdt og smidt i fængsel for grov menneskesmugling. Sidenhen er omkring 30 af børnene dukket op rundt omkring i Europa.
Nu tror svensk politi, at nye bagmænd har genoptaget menneskesmuglingen.
Ringer til bagmænd
Når børnene ankommer til lufthavnen, fortæller de, at de ikke har nogle identifikationspapirer, men at de er under 18 år og vil have asyl. Så bliver de sendt til dårligt bevogtede asylcentre for børn, hvorfra de stikker af. Børnene er ofte udstyret med mobiltelefoner, og selv om telefonerne bliver konfiskeret, har de ekstra SIM-kort gemt i tøjet, beretter lufthavnspolitiet i Arlanda.
- Det er tydeligt, at de har kontakt med andre, eller har fået retningslinjer for, hvad de skal gøre,« siger Björn Eklund fra Sigtuna Kommune til TT.