Ifølge den britiske tv-kanal ITV er 158 børn indlagt med alvorlige sygdomme efter at have indtaget mælk med giftstoffet melamin, som bruges i bl.a. lim og plastic.
Det er dog ikke kun mælken fra en række kinesiske producenter, der har vist sig at være giftig. Også is- og yoghurt-produkter har vist sig at indeholde stoffet.
Kinas sundhedsminister Chen Zhu oplyser, at mange af de indlagte børn har "akut nyresvigt".
En del af mælken er desuden blevet eksporteret til Yemen, Bangladesh, Myanmar, Gabon og Burundi, men ifølge en kilde til ITV har myndighederne forsøgt at holde skandalen hemmelig i over en måned.
Ifølge The Daily Telegraph indrømmer både Starbucks og Kentucky Fried Chicken at have haft forgiftet kinesisk mælk i deres restauranter.
I byen Shijiazhuang, hvor den kinesiske mejerigigant Sanlu har sit hovedkvarter, er borgmesteren blevet afsat, eftersom at han skal have kendt til skandalen siden marts.
/Newspaq/