En 16-årig kinesisk dreng døde tirsdag efter at være blevet smittet med fugleinfluenza af varianten H5N1.
Dermed har tre kinesere mistet livet i januar som følge af fugleinfluenza.
De kinesiske myndigheder har øget fokus på fugleinfluenza, fordi man frygter, at virussen kan overleve længere i det kolde vejr. Desuden medfører det kinesiske nytår, at millioner af mennesker rejser mellem byerne, ligesom der ofte er fjerkræ på menuen.
Den 16-årige dreng døde på et hospital i Hunan-provinsen, hvortil han blev overført, efter at hans tilstand blev forværret, oplyser AP. Han menes at være blevet smittet den 8. januar.
Drengen har formentlig været i kontakt med dødt fjerkræ.
Lørdag døde en 27-årig kvinde i Shandong-provinsen, og den 5. januar døde en 19-årig kvinde i Beijing som følge af fugleinfluenza.
Derudover er tilstanden hos en to-årig pige ved at være stabil, efter at hun blev ramt af H5N1-virussen.
Myndighederne har dog ikke fundet syge fjerkræ i de områder, hvor de fire bor.