Hundeejere i bydelen Wanzhou har fået en uges frist til at aflevere deres kæledyr til bystyret. Ellers vil hundene blive jaget og dræbt.
Wanzhou-bydelen har 1,7 millioner indbyggere. Og et uvist antal hunde, som nu skal aflives.
- Alle hunde i området skal slås ihjel. En påtvungen nedslagtning vil begynde efter 16. marts. Den tvungne nedslagtning vil blive udført af politiet, skriver bystyret ifølge AP på sin officielle hjemmeside.
Ifølge avisen South China Morning Post skyldes hunde-jagten, at der har været flere udbrud af hundegalskab i området. Tre tilfælde af sygdommen er opdaget det seneste år, og i sidste måned døde en indbygger af hundegalskab.
Visse hunde får dog lov at gå fri for politiets hundepatruljer. Ifølge beskeden på bystyrets hjemmeside får særligt vigtige hunde lov at overleve. Det gælder vagthunde for regeringens institutioner, hunde til forskningsbrug og hunde, der bruges af militæret.