Hvis du skal rejse ud i rummet, gør du klogt i at sikre dig, at rumskibet har airbag.
Et rumfartøj har nemlig aldrig skullet flyve gennem så meget affald på vej ud i rummet, som det har været tilfældet siden 11. januar, hvor Kina skød én af sine egne, forældede vejrsatellitter ned.
Ifølge NASA sprængtes satellitten i tusind stykker på hver mindst 10 centimeter i diameter. Dermed øgede Kina den samlede, menneskeskabte forurening med større objekter i rummet med ti procent.
Eksplosionen skabte yderligere 35.000 stykker satellit på mere end én centimeter i diameter.
Resterne af den knuste meteorologhjælper er nu gået i kredsløb i en afstand af mellem 200 og 3.800 kilometer fra Jorden.
- Det er klart den værste ødelæggelse af en satellit, vi har set i vores 50-årige rumhistorie. En stor del af vragresterne vil flyve rundt i 100 år eller mere, vurderer NASAs ledende forsker i rumaffald, Nicholas Johnson, over for Aviation Week.
Selvom Kina sikkert bare har gjort, hvad mange tv-seere har haft lyst til i lang tid – at smadre en upålidelig kilde til vejrudsigterne – ser verdens ledere med alvor på kinesernes handling.
FN er nemlig i gang med at finde ud af, hvordan man kan begrænse rumaffald. Blandt de lande, som deltager i arbejdet, er såmænd Kina.