Det er måske bedre at lade madrester sidde mellem tænderne end at bruge en neglesaks til at fjerne mundsnavset.
Den lærestreg har den 27-årige kineser Kong Lin måtte drage, efter at han var så uheldig at sluge saksen.
Mens han rensede tænderne, begyndte en af hans venner at fortælle en sjov historie. Den var så sjov, at neglesaksen midt i grineflippet pludselig havnede langt nede i halsen.
Han forsøgte først at hoste den op, men det fik kun saksen til at bevæge sig længere ned. Til sidst var den eneste udvej en tur på hospitalet.
"Da han kom ind var han kridhvid i ansigtet, svedte og havde svært ved at synke," siger kirurgen Chen Wei til The Sun. Han opererede saksen ud på skadestuen i Putian i det østlige Kina.
Efter en halv times operation var saksen ude, og Kong Lin kunne tage hjem uden varige mén.