Kineserne vil kæmpe på lige fod med de tunge drenge. Derfor stiger Kinas årlige militære budget nu med 17,6 procent, og det får de amerikanske generaler til at ryste i uniformerne.
I en ny rapport fra Pentagon udtrykker det amerikanske udenrigsministerium bekymring over Kinas oprustning, der blandt andet tæller nye satellitter. Kina udvikler våben, der kan tilintetgøre fjendens rumteknologi, fastslår rapporten.
Men det er noget pjat, mener en talsmand for den kinesiske udenrigsminister ifølge Reuters.
»Rapporten gør sig til talsmand for, at Kina er en sikkerhedstrussel. Det er på ingen måde i overesstemmelse med virkeligheden,« siger han til nyhedsbureauet.
Handler om forsvar
Det udsagn støtter den danske Kina-ekspert Clemens Østergaard.
»Kina er ufattelig langt bagefter de andre supermagter teknologisk set, og det her er en defensiv foranstaltning og en måde at forsvare sig selv på. USA har valgt at fokusere på rummet, og derfor gør Kina det også,« siger lektoren i asiatiske samfundsforhold fra Aarhus Universitet.
Kina har siden 1993 oprustet sin hær med omkring 15 procent hvert år, og Clemens Østergaard mener derfor, at USA gør Kina til et fjendebillede for at kunne forsvare sin egen oprustning.
Langt efter USA
Kinas militære oprustning er på 63 milliarder dollar, og det er faktisk ikke af meget, hvis man sammenligner med USA s militære budget på 800 milliarder dollar.
Desuden er USA s og Kinas økonomier så sammenvævede, at der ikke er udsigt til krigeriske handlinger mellem de to. Kun én ting kan ændre på den situation. Det er, hvis den omstridte provins Taiwan erklærer sig formelt uafhængig.
»Så vil kineserne føle sig nødsaget til at gøre noget, og det vil få USA og Japan til at blande sig,« mener Clemens Østergaard
Ellers er Kinas plan at blive mere opdateret på den militære front – og måske udskifte jetjagerne, der er et levn fra 1970 erne.