Den Nationale Folkekongres i Kina har søndag genvalgt Li Keqiang som landets premierminister. Dermed kan han se frem til fem år mere på posten.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Li Keqiangs genvalg blev stemt igennem med 2964 stemmer for. Kun to af de delegerede stemte imod.
Afstemningen fandt sted, dagen efter at Xi Jinping enstemmigt blev genvalgt som landets præsident.
Li Keqiang blev for første gang valgt til posten som premierminister i 2013. Siden har han set præsidenten konsolidere sin magt i verdens næststørste økonomi.
I takt med denne udvikling er premierministerens magt blevet reduceret.
Xi Jinping valgte lørdag at indskrænke premierministerens beføjelser yderligere, da han udpegede sin tidligere chefforhandler, økonomen Wang Qishan, til vicepræsident.
Derudover har Xi udpeget en anden økonomisk rådgiver til at stå for forhandlingerne med USA. Ikke mindst i forbindelse med friktionerne, der er opstået, efter at præsident Donald Trump har varslet ny told på importerede varer.
- De mest indflydelsesrige personer omkring Xi er allierede, som han har manøvreret ind på centrale positioner, siger Jonathan Sullivan, der er direktør for China Policy Institute ved Nottingham University, til nyhedsbureauet AFP.
- Det efterlader ikke mange muligheder for Li Keqiang for at få indflydelse, tilføjer han.
/ritzau/