Kina kan komme til at stå for en stor del af den fremtidige energiforsyning i Storbritannien. Kinesiske selskaber er villige til at investere milliarder af pund i opførelsen af en række nye atomkraftværker. Det skriver The Guardian.
Repræsentanter fra Kinas nukleare industri har denne uge talt med britiske ministre om at investere op til 35 milliarder pund (335 milliarder kroner) i fem nye atomkraftreaktorer.
Kinas umættelige behov for energi har givet landet stor viden om atomkraftværker. I 2009 besluttede styret i Beijing at bygge 10 nye atomkraftværker hvert år i de kommende år. Eller tre gange så mange, som resten af verden tilsammen.
Storbritannien har også behov for ny energi. Inden 2015 bliver en tredjedel af de eksisterende kul- og oliefyrede kraftværker lukket, og flere vil lide samme skæbne inden 2020. Nye atomkraftværker skal afløse den kapacitet, der fjernes fra markedet.
- Kineserne har pengene og de har erfaringen, siger en kilde tæt på de kinesiske selskaber til The Guardian.
- De ser det som en mulighed for at demonstrere, at de kan klare sig på et af de mest regulerede markeder (for atomkraft. red) i verden. Derefter kan de så begynde at bevæge sig ind på andre markeder i Afrika og Mellemøsten.
Ifølge The Guardian vil de kinesiske selskaber sandsynligvis lade et britisk forsyningsselskab stå for driften af atomkraftværkerne, hvis planerne realiseres.
/ritzau/