I Kina spiser de hunde. Den sætning kan måske snart blive historisk. Kinas voldsomme økonomiske vækst har nemlig skabt en stor middelklasse, som har taget både menneskets bedste ven, hunden, og katten til sig.
Derfor arbejder Folkekongressen lige nu på en lov, som vil forbyde kineserne at spise de små pelsdyr, skriver berlingske.dk.
Allerede i 2008, da Kina var vært for OL, blev det forbudt at servere hundekød på de 112 officielle OL-restauranter. Det skete for ikke at fornærme de mange udenlandske gæster. Men nu vil myndighederne altså gøre forbuddet landsdækkende og permanent.
Ifølge forslaget skal det koste 5.000 yuan (cirka 4000 danske kroner) i bøde eller 15 dage i fængsel, at spise eller sælge kød fra de små pelsdyr.
Men selv om middelklassen har taget de traditionelle kæledyr til sig, møder lovforslaget alligevel modstand. Hundekød er nemlig populært mange steder i Kina, og det siges at holde kroppen varm om vinteren.
Kat findes hovedsagligt på menuen i det sydlige Kina.