Kina siger, at chefen for Interpol, Meng Hongwei, der er meldt savnet, undersøges for uspecificerede brud på loven.
Det er det kommunistiske partis organ til opretholdelse af disciplin, der undersøger forholdene omkring Interpol-chefen.
Organet undersøger korruption og illoyalitet og skriver søndag aften på sin hjemmeside, at Meng Hongwei, der også er Kinas viceminister for offentlig sikkerhed, "mistænkes for brud på loven og overvåges i øjeblikket og undersøges" af Kinas nye organ til bekæmpelse af korruption.
Det hedder Den Nationale Overvågnings Kommission.
Mens meldingerne om undersøgelsen blev offentliggjort, sagde Meng Hongweis kone, Grace, på en pressekonference, at hendes mand den 25. september havde sendt hende en kort besked: "Jeg er i fare".
Han befandt sig i Kina, og beskeden var en emoji af en kniv.
På pressekonferencen i Lyon sad hun med ryggen til pressen, og hun ville ikke fotograferes. Hun sagde, at det er af hensyn til hendes sikkerhed.
- Dette er en sag for det internationale samfund, sagde hun.
Hun fortalte, at inden han sendte illustrationen af kniven, sendte han hende en besked med ordene: "Vent på mit opkald".
- Jeg ved ikke, hvad der er sket med ham, sagde hun søndag aften.
Meng Hongwei er kineser og blev valgt som chef for Interpol for to år siden.
Han har boet i Lyon med sine kone og to børn siden da.
En fransk embedsmand har fortalt, at Meng Hongwei forlod Interpols hovedkvarter i Lyon i Frankrig sidst i september og fløj til Kina.
Det er ikke helt klart, hvornår han blev meldt savnet.
Det franske indenrigsministerium siger ifølge Reuters, at det skete den 25. september, altså den dag, hvor hans kone siger, at hun kommunikerede med ham.
Interpol skrev lørdag på sin hjemmeside, at organisationen beder Kina om et officielt svar på Meng Hongweis forsvinden.
/ritzau/AP
/ritzau/AP