Toldstriden mellem USA og Kina fortsætter onsdag formiddag. Her har Kina varslet told på 106 produkter fra USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer det kinesiske handelsministerium.
Trækket kommer, efter at USA tirsdag varslede straftold på over 1300 produkter fra Kina.
De 106 produktgrupper, som Kina er klar til at indføre told på, dækker over blandt andet biler, sojabønner og kemikalier. Specielt eksporten af sojabønner til Kina er vigtig for det amerikanske landbrug.
De to lande har udvekslet straftold, siden USA indførte told på kinesisk stål og aluminium i marts. Det fik Kina til at svare igen.
Tirsdag præsenterede USA så en liste på over 1300 produkter, der vil blive pålagt en told på 25 procent. Listen dækker over alt fra våben over maskiner til medicin.
- Den foreslåede liste er baseret på omfattende økonomiske analyser og er målrettet produkter, der nyder godt af Kinas industrielle planer, mens de minimerer konsekvenserne for den amerikanske økonomi, sagde USA's handelsrepræsentant Robert Lighthizer i en erklæring.
USA's præsident, Donald Trump, har helt siden begyndelsen af sin valgkamp varslet en hård linje over for Kina. Han har blandt andet beskyldt kineserne for at have bedraget USA og stjålet millioner af amerikanske job.
Kina har fra starten sagt, at straftold på kinesisk eksport vil blive mødt med modangreb. Samtidig har Kina opfordret alle medlemmer i verdendshandelsorganisationen WTO til at gå imod USA's unilaterale tiltag.
- Hvis en båd kæntrer i åbent farvand, er ingen sikker på ikke at drukne. Vi kan ikke bare stå og se til, at nogen kæntrer båden.
- WTO er under belejring, og vi bør stå skulder ved skulder og forsvare WTO, sagde Kinas repræsentant i WTO, Zhang Xiangchen, sidst i marts.
Frygten for en eskalerende handelskrig har sendt aktierne verden over ned. Onsdag formiddag falder det toneangivende danske aktieindeks OMX C20 Cap med 1,1 procent.
Før meldingen om Kinas modsvar var indekset faldet 0,5 procent.
/ritzau/