Kina suspenderer flyvninger med katastroferamt Boeing-model
I december sidste år fejrede Air China modtagelsen af sit første Boeing 737 Max 8-fly. Mandag er alle Kinas flyselskaber beordret til midlertidigt at holde denne flytype på jorden. (Arkivfoto) Thomas Peter/Reuters
Efter flystyrt i Etiopien skal alle kinesiske flyselskaber holde deres Boeing 737 Max 8-fly på jorden.

Søndagens flykatastrofe i Etiopien får nu konsekvenser for de kinesiske luftfartsselskaber, som har fly af typen Boeing 737 Max 8.

Kinas myndighed for civil luftfart oplyser mandag, at det har beordret alle landets luftfartsselskaber til midlertidigt at holde fly af denne type på jorden.

Det var et 737 Max 8-fly, som søndag styrtede ned, få minutter efter at det var lettet fra lufthavnen i Addis Ababa i Etiopien med kurs mod Nairobi i Kenya.

Samtlige 157 personer om bord blev dræbt, da det få måneder gamle fly ramte jorden. Årsagen til styrtet er endnu ikke fastlagt.

Flyet var magen til det indonesiske fly fra Lion Air, der styrtede kort efter start fra Jakarta 29. oktober 2018. Samtlige 189 personer om bord omkom.

- I lyset af de to ulykker, som begge var med nyligt leverede Boeing 737-8-fly, og som skete under takeoff-fasen, så har de en vis grad af lighed, udtaler Kinas myndighed for civil luftfart i en meddelelse.

737 Max 8 omtales ind imellem som 737-8.

Kinesiske luftfartsselskaber har i alt 96 af denne type i drift, oplyser myndigheden.

Ifølge det statsstyrede kinesiske nyhedsmedie Caijing vil der på flere af de planlagte afgange med 737 Max 8 i stedet blive indsat en anden Boeing-model, 737-800.

Tidligt mandag morgen dansk tid besluttede Etiopien også, at alle 737 Max 8-fly skulle blive på jorden.

Samtidig meddelte Boeing, at man vil sende teknikere til området, hvor Ethiopian Airlines-flyet styrtede ned for at hjælpe med den tekniske efterforskning.

En talsmand for Boeing afviser dog at kommentere Kinas beslutning.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters