Det er slut med at sende kinesisk teknologi, der kan bruges til våben, til Nordkorea.
Det meddeler den kinesiske regering.
Varer og teknologi til brug for produktion af missiler samt atomare, kemiske eller biologiske våben må ikke længere sælges til det stalinistiske Nordkorea.
Forbuddet står at læse på en liste på 236 sider, som handelsministeriet i Beijing har udsendt over produkter, der ikke må sendes til Nordkorea.
Det gælder blandt andet en række produkter, som kan bruges til såvel militære som civile formål, såkaldt dual-use.
I en erklæring fra ministeriet hedder det, at forbuddet sker for at Kina kan efterleve resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, der har indført sanktioner mod Nordkorea.
Kina er Nordkoreas eneste store allierede og økonomiske livline til omverdenen.
Kina har tidligere offentligt udtryk sin støtte til sanktioner mod Nordkorea, men USA og andre lande har kritiseret Kina for ikke at håndhæve sanktionerne tilstrækkeligt.
Regimet i Nordkorea har trodset omverdenen og udviklet atomvåben, og det sker ofte, at regimet truer sine nabolande.
/ritzau/Reuters