Et punkt i Kyoto-aftalen gør, at statsejede selskaber i de to lande kan rippe vestlige virksomheder for penge ved at destruere et stof kaldet HFC-23. Og det gør de i stort omfang, skriver Information.
Mere end halvdelen af al salg af CO2-reduktion er skabt via destruktion af stoffet. Sagen er nemlig, at hver gang stoffet bliver destrueret for en krone, får Kina og Indien 60 kroner fra industrilandene.
Derfor kæmpede Kina og Indien også hårdt for at bevare ordningen ved klimatopmødet i Cancun, men både USA, EU og diverse NGO'er er imod.
"Der er nogle mennesker, der bliver ekstremt rige på grund af dette smuthul i CDM-systemet," lyder det fra Gerben-Jan Gerbrandy, hollandsk medlem af Europa-Parlamentets liberale gruppe, til Information.
Og med det mener han kinesiske og indiske virksomheder.
Kinesiske talsmænd er rasende. Ifølge Information er lederen af Kinas CDM-fond gået ud og offentligt sagt, at når EU går ud på den måde og vil ændre aftaler, er det i strid med gældende klimaaftaler. Han truer også med, at det vil tvinge Kina til at slippe den aggressive drivhusgas direkte ud i atmosfæren.
Den udmelding får også NGO'er til at fare i flint.
"Kina vil holde klimaet som gidsel i forsøget på at tiltvinge sig milliarder," siger CDM Watch og Environmental Investigation Agency, ifølge Information.