Kina har torsdag skrevet under på en handel til en værdi af 3,5 milliarder dollar (20 milliarder kroner) ved at købe 50 Airbus A320-passagerfly under den tyske kansler Angela Merkels besøg i landet, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua.
Aftalen mellem ICBC Leasing og Airbus er en del af en række aftaler, der er indgået mellem Kina og Tyskland i begyndelsen af Merkels to-dages møde, som har til formål at øge samhandlen mellem de to økonomiske stormagter.
ICBC Leasing er en enhed under den statsejede bank ICBC.
Andre aftaler omfatter en, der knytter sig til samling af Airbus-fly i Kina, siger Xinhua, mens også områder som bilindustrien, energi, miljø og helbred er omfattet.
Kina, der er verdens næststørste økonomi, har en hastigt voksende luftfartssektor, og flyproducenterne kæmper om at skaffe sig ordrer, mens landets stadigt mere velhavende forbrugere i større omfang tager flyet, når de rejser.
Merkel, der for anden gang på syv måneder besøger Beijing, har torsdag mødt Kinas premierminister Wen Jiabao. Hun var fulgt af en handelsdelegation på højt niveau.
Samhandel mellem de to lande nåede op på 1000 milliarder kroner i 2011. Det er en stigning på 18,9 procent i forhold til året inden.
/ritzau/AFP