Kina melder sig parat til handelskrig med USA uanset prisen
Mere amerikansk told er uønsket, men Kina er klar til at tage kampen op med USA i en egentlig handelskrig.

Kina ønsker ingen handelskrig med USA, men kineserne "er ikke bange for at udkæmpe en", slår handelsministeriet i Beijing fast.

- Hvis USA ignorerer modstanden fra Kina og det internationale samfund og insisterer på enegang og protektionisme, så vil Kina tage kampen op uagtet omkostningerne, skriver ministeriet.

Meldingen kommer, i forlængelse af at den amerikanske præsident, Donald Trump, torsdag har truet Kina med at pålægge told for yderligere 100 milliarder dollar på kinesiske varer.

USA har allerede annonceret told på aluminium og stål fra Kina og flere andre lande. Tirsdag blev en liste med kinesiske varer, der pålægges told for 50 milliarder dollar, offentliggjort.

Kina har svaret igen på toldmeldingen fra USA ved at varsle told på blandt andet frugt og svinekød.

- Vi ønsker ingen krig. Men vi er ikke bange for at udkæmpe en, skriver det kinesiske handelsministerium.

Udviklingen med told på diverse varer kan mærkes på aktiemarkedet.

Torsdagens melding fra Trump om mulig straftold for yderligere 100 milliarder dollar blev modtaget negativt på Wall Street.

Aktiefutures, der indikerer, hvordan de amerikanske børser vil udvikle sig fredag, faldt sent torsdag aften lokal tid med over en procent.

Investorer og økonomer frygter, at handelsstriden mellem USA og Kina kan svække den økonomiske vækst globalt.

/ritzau/Reuters