Journalisterne ved de Olympiske Lege i Beijing, der begynder om en uge, får alligevel fri adgang til internettet under legene.
Det slår Den Olympiske Komité (IOC) fast.
- Sagen er blevet løst. IOC's Koordinerings-Kommission og BOCOG (Beijings Olympiske arrangør, red.) mødtes i aftes og blev enige, siger IOC's vicepræsident, Gunilla Lindberg, til nyhedsbureauet Reuters.
Både IOC og Kina har været under massiv kritik for ikke at leve op til løfterne om blandt andet at fjerne censuren fra det kinesiske internet i forbindelse med OL.
Og tidligere i denne uge fortalte IOC' pressechef, at man havde lavet en aftale med Kina om at blokere enkelte hjemmesider for de udenlandske medier.
Men nu skulle der altså være fri adgang under Legene, der varer fra den 8. august og slutter 16 dage senere.