Protestkunstnere kan som regel måle deres gennemslagskraft ved, hvor mange høvl de får fra oven.
Således lagde de kinesiske skattemyndigheder i oktober sidste år en bøde på et beløb, der svarer til 14 millioner danske kroner, i postkassen hos kunstneren Ai Weiwei.
I et halvt år havde myndighederne opsøgt og chikaneret den i Vesten så populære protestkunstner.
Weiwei har tilbragt måneder i fængsel, men blev løsladt mod et løfte om at holde mund. Men kunstneren fortsatte med at twitte løs, og han fortsatte den regeringskritiske tone i sine kunstværker.
Skattesagen har nu taget en ny drejning. De kinesiske myndigheder har nemlig indvilget i at genbehandle sagen. De har meddelt kunstneren, at det vil tage dem to måneder.
"Nu håber vi blot, at de vil give sagen en fair behandling denne gang," siger Ai Weiweis advokat Pu Zhiqiang til det franske nyhedsbureau AFP.
Men før han fik svar fra myndighederne om appelsagen, måtte han betale en appelafgift på 7,5 millioner danske kroner. Et beløb, som han via nettet fik hjælp af sine fans til at betale.
Ai Weiwei udstiller i øjeblikket på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
Kilde: BBC