Endnu engang har Tibet fået kineserne op at køre.
Denne gang er det prominente navne som Sting, Moby, Alanis Morisette og Damien Rice, der har fået kineserne til at gå i sort - og dermed en del af internettet til at gå i sort.
For kineserne kan ikke tolerere, at musikalbummet 'Songs for Tibet' ('Sange for Tibet', red.) er blevet downloadet af flere vestlige OL-deltagere, skriver timesonline.com.
Atleterne var blevet opfordret til at hente albummet og høre det på deres iPods som en stille protest.
En kinesisk regerings-hjemmeside kunne fortælle, at kineserne var rasende og ville boykotte Apple-produkter.
Det forstår eksperter dog ikke, da albummet er tilgængeligt mange andre steder end iTunes.
Apple, der åbnede sin første butik i Kina for en måned siden, har endnu ikke kommenteret sagen.