Hvis du har en af Googles e-mail-konti kaldet 'Gmail', har du sandsynligvis oplevet problemer med logge på i dag.
I stedet for at komme til den sædvanlige login-side, så er man blevet sendt til en helt anden side.
Og nu kommer den overraskende forklaring fra Google: Det er Kinas skyld.
Ikke nok med at landet angriber Google - de maskerer deres angreb, og får det til at se ud som en fejl i Googles system, skriver avisen The Guardian.
"Når det gælder Google, så kan vi sige, at der ikke er noget problem på vores side. Vi har undersøgt det grundigt. Det er en statsblokering, som er designet, så det skal se ud som om, at problemet ligger hos Gmail," lyder forklaringen fra Googles talsmand til avisen The Guardian.
Kina har ikke haft adgang til folks Gmail-konti, de har bare gjort login-siden utilgængelig.
De to giganter har ligget i krig med hinanden i de seneste par år, hvilket kulminerede med at Google helt valgte at trække sig ud af landet sidste år. Men krigen er endnu ikke forbi.
Denne gang skulle fjendskabet være antændt af, at Google har lavet en 'people finder', som skal hjælpe japanere efter jordskælvet med at finde hinanden efter katastrofen. Men dette hjælperedskab bliver åbenbart blokeret af de kinesiske myndigheder.
Det samme gælder en række andre angreb mod Google, som man også mistænker Kina for at stå bag, skriver The Guardian.
Ud over Google har Kina blokeret Facebook, YouTube og LinkedIn.