Der er ikke hold i anklagerne om, at Kinas regering har støttet hackerangreb mod USA, lyder det fra Kinas nye premierminister, Li Keqiang.
- Kina er selv et offer for cyber-angreb, siger Li på en pressekonference i det kinesiske parlament.
- Kina støtter ikke cyberangreb. Vi er modstandere af den form for aktivitet.
- Jeg synes, at vi skal undlade at komme med grundløse beskyldninger mod hinanden og i stedet bruge mere tid på praktisk arbejde, der skal bidrage til cyber-sikkerhed, tilføjer han.
I sidste uge viste en rapport fra det amerikanske sikkerhedsfirma Mandiant, at en enhed i den kinesiske hær havde stjålet store mængder data fra mindst 141 organisationer - de fleste af dem amerikanske.
Rapporten var den mest detaljerede til dato, der linker cyber-angreb til Kina. Men Kina afviste på det skarpeste, at der var hold i rapporten.
USA's præsident, Barack Obama, sagde efterfølgende, at cyber-truslen mod amerikanske virksomheder og infrastruktur er stigende, og at truslen i flere tilfælde har været "statsstøttet".
- Vi har gjort det meget klart over for Kina og andre stater, at vi forventer, at de følger internationale normer, og at de retter sig efter internationale regler, sagde Obama i et interview med ABC News.
Li siger, at forholdet mellem Kina og USA - forholdet mellem det "største udviklingsland og det største udviklede land" er vitalt, og at de skal forsøge at arbejde sammen for at sikre, at deres fælles interesser vejer tungere end forskellighederne.
- Konflikter mellem store magter er ikke uundgåelige, fastslår han.
/ritzau/AFP