Finnen Kimi Räikkönen kører de næste to sæsoner for Ferrari. Det meddeler Formel 1-teamet i en pressemeddelelse.
Dermed vender verdensmesteren fra 2007 tilbage til det team, han forlod i 2009.
Kimi Räikkönen forlader Lotus og overtager det sæde, som brasilianeren Felipe Massa rejser sig fra.
Rygtet har floreret et stykke tid, og er kun blevet styrket efter, at Massa selv for få dage siden meldte ud på Twitter, at han ikke skulle køre for Ferrari i næste sæson.
- Scuderia Ferrari annoncerer, at firmaet er nået til aftale med Kimi Räikkönen. Finnen vil tilslutte sig Fernando Alonso, som kører for de næste to sæsoner, lyder det i en pressemeddelelse.
Kimi Räikkönen er nummer fire i den øjeblikkelige VM-stilling. En enkelt sejr er det blevet til i denne sæson - i Australien i marts.
/ritzau/