Randers FC har udnævnt Kim Ziegler til sportschef. Han tiltræder 1. april.
Den 48-årige fynbo mener, han har fået et perfekt job.
»Der er ikke så mange ledige stillinger som sportschef i Danmark, så for mig er ansættelsen i Randers FC ganske enkelt et drømmejob. Randers FC er en klub på vej fremad med en god organisation og en god spillertrup samt et helt nyt stadion. Så i den henseende var det ikke spor svært at takke ja til Randers FC’s tilbud,« siger Ziegler.
Den tidligere OB’er og AGF’er var som aktiv kendt, som lidt af en varevogn i de forsvar han administrerede: Han var bundsolid, gik langt på literen og gjorde ikke arbejdet sværere end det var.
Derfor opnåede han også tre landskampe for det danske landshold.
I Randers FC glæder man sig også over ansættelsen.
»Randers FC har igennem længere tid ønsket at få tilknyttet en sportschef til klubben, og jeg er overbevist om, at vi i Kim Ziegler har fundet den rette mand til posten. Han har masser af erfaring som fodboldspiller på topplan og fra trænergerningen, og så har han ikke mindst en stor berøringsflade til mange mennesker inden for fodboldverdenen,« siger direktør Jacob Nielsen.
Kim Ziegler har tidligere skaffet B1909 oprykning til 1. division, ligesom han har været assistenttræner i OB under Kim Brink.