Hej Kim Poulsen, hvad skal du lave i dag?
»Jeg er i Singapore, klokken er 16.30 her, så en del af dagen er allerede gået.«
Hvad skal du lave resten af dagen?
»Her klokken 19 skal jeg se Singapores landshold spille mod deres U21-landshold. Det er som forberedelse til Kings Cup. Jeg har været træner herovre tidligere, så jeg kender en del af spillerne og folkene omkring holdet.«
Er det forretning eller fornøjelse?
»Det er lidt en kombination. Det var en god lejlighed til at komme herover og hilse på folk. Der, hvor der er fodbold, der er jeg.«
Hvad skal du efter kampen?
»Der skal jeg ud at spise. Det bliver lidt sent, ved 21-tiden, men sådan gør man altid her. Det bliver noget lokalt mad. Jeg skal spise med et par stykker fra Singapores fodboldforbund. Det er for fornøjelsens skyld.«
Er der ellers nogle nye spillere på vej til Vejle?
»Nu præsenterede vi jo en ny angriber lige her den anden dag (svenskeren Pablo Piñones-Arce red.), så der er ikke noget nyt lige nu og her.«