Han kender den smukke by, Rom, bedre end mange andre. 26-årige Hjalmer har nemlig været der så mange gange, da det var et af farmand Kim Larsens yndlings-feriesteder.
Så Hjalmer Larsen har været en god guide for sin kæreste gennem seks år, Julie. Og han ved også, at på trods af lange traveture i den smukke metropol, så er bordets glæder også en del af oplevelsen. Det gode italienske køkken frister fra mange hyggelige restauranter med dets pastaer, pizzaer og antipastier, som bliver serveret i en uendelighed. Derfor skriver Hjalmer også som kommentar til sit billede på Instagram:
Kærlighedstur til Rom. Satser på at komme et par kilo tungere hjem – efterfulgt af både en emoji af en pizza og et glas vin.
Hjalmer Larsen har altid været meget privat. Således har han ikke vist sig frem offentligt med Julie før nu.
Til BT sagde han tidligere i år:
- Jeg har altid været et enormt privat menneske, og jeg kommer også fra en familie, hvor vi er enormt private...Min kæreste ved godt, hvor privat jeg er, men på et tidspunkt kunne man godt mærke, at hun begyndte at gå og tænke, 'hvorfor er det egentlig, at du slet ikke, som i overhovedet ikke vil lade nogen vide, at vi er kærester'...
Men nu ser det altså ud til, at Hjalmer og Julie har droppet det "hemmelige forhold".