Kiloet er blevet lettere
Der sker noget meget mystisk lige nu i en glasklokke på et slot uden for Paris. Det universelle standardlod for vægten af ét kilo er begyndt at tabe sig.

Næste gang du køber et kilo mel, så får du måske lidt mindre med i posen.

Det 118 år gamle lod, der er hele verdens fælles standardlod for den præcise vægt af et kilo har på mystisk vis mistet noget af sin vægt - og det på trods af, at det opbevares i en hermetisk lukket glasklokke, der er i sikkerhed bag lås og slå i et skab på et slot i Sevres tæt på Paris. Det skriver AP.

Vægttabet er dog ganske beskedent. Ifølge fysikeren Richard Davis fra Det Internationale Kontor for Vægt og Mål, så har loddet tabt 50 mikrogram i forhold til en række kopier, der er blevet lavet af den officielle standard og sendt ud i verden.

- Mysteriet er, at de alle er lavet af det samme materiale, og mange af dem er lavet samtidig og er blevet opbevaret på samme måde, og alligevel er deres masser begyndt at afvige. Og vi har virkelig ikke nogen god hypotese for hvorfor, siger han.

Vægttabet er dog ikke sådan lige til at se. 50 mikrogram svarer nemlig kun til vægten af et fingeraftryk.

Forskerne ved faktisk heller ikke, om det er originalen, der har tabt sig - eller om det er kopierne, der har taget på. Men under alle omstændigheder er det ikke smart, at der ikke er styr på hvad et kilo vejer. Det kan nemlig true nøjagtigheden i fysikernes ligninger og udregninger af snart sagt hvad som helst - og bliver brugt som sammenligningsgrundlag for alle de andre et kilo-lod, der jævnligt bliver bragt ind fra resten af verden for at blive justeret.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.