Liget af David Carradine blev fundet af en rengøringskone i luksussuiten på et hotel i Bangkok. Han blev fundet nøgen hængende i et skab, og de første forlydender gik på, at den 72-årige skuespiller havde begået selvmord.
Pårørende til Carradine har betvivlet påstanden om selvmord, og måden han blev fundet på, antyder også noget andet. Carradine blev fundet med et reb om halsen og om hans kønsdele. Det tyder på, det var en sexleg, som gik galt.
"Rebene var bundet sammen," forklarer en talsmand for politiet i Thailand ifølge AP.
"Det er endnu uklart, om han begik selvmord eller om han døde af kvælning eller et hjertestop som følge af seksuel tilfredsstillelse," siger talsmanden.
Myndighederne i Thailand er i gang med en obduktion af liget for at fastslå dødsårsagen.