Officielt er 72 afghanere bekræftet dræbt i torsdagens selvmordsangreb i Kabul lufthavn.
Men det uofficielle dødstal lyder fredag på mindst dobbelt så mange.
Det skriver flere medier, heriblandt Wall Street Journal.
En højt placeret embedsmand i det afghanske sundhedsvæsen oplyser til avisen, at antallet af dødsofre er oppe på næsten 200.
Et enkelt hospital i Kabul meddeler, at det har taget imod ligene af 145 mennesker, der blev dræbt ved angrebet i lufthavnen.
En anden amerikansk avis, New York Times, har talt med sundhedskilder i Kabul. De oplyser, at selvmordsbombemanden rev op mod 170 afghanere med sig i døden. Mindst 155 blev såret.
Samme oplysninger har tv-stationen CBS News og Washington Post. En kilde siger til avisen, at dødstallet formentlig vil stige.
Siden den militante bevægelse Taliban for knap to uger siden indtog Kabul, har de afghanske ministerier ikke fungeret som normalt.
Derfor er det ikke muligt at få bekræftet dødstallet efter torsdagens eksplosion fra centralt hold.
Ud over de mange afghanske dødsofre blev også 13 amerikanske soldater dræbt og 15 såret.
Torsdagens angreb er et af de blodigste i Afghanistan i de seneste knap 20 år, hvor USA har været til stede i landet.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, sagde tidligere fredag, at der er en høj risiko for flere angreb.
Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har taget skylden for selvmordsbomben.
USA's præsident, Joe Biden, sagde torsdag, at han overvejer at beordre luftangreb mod gruppen.
Fredag aften dansk tid bekræfter hans talskvinde Jen Psaki på et pressemøde, at præsidenten har gjort det klart, at han ikke ønsker, at de ansvarlige bag angrebet "lever på Jorden mere".
/ritzau/