USA's vicepræsident, Mike Pence, vil tirsdag tilbyde militæret i Venezuela nye incitamenter til at vende præsident Nicolas Maduro ryggen.
Det oplyser en anonym højtstående embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.
Mike Pence vil i en tale klokken 15.25 lokal tid - klokken 21.25 dansk tid - fra udenrigsministeriet komme med en række amerikanske tiltag som svar på den seneste uges uroligheder i Venezuela.
USA vil blandt andet indføre sanktioner mod 25 dommere ved landets højesteret, vil advarslen fra Pence lyde.
Derunder vil USA tilbyde assistance til personer, der er flygtet fra Venezuela. Og derudover vil USA tilbyde en økonomisk nødhjælpspakke som svar på et fremtidigt magtskifte.
USA er blandt cirka 50 lande, der støtter oppositionslederen i Venezuela, Juan Guaidó, som i januar erklærede sig som midlertidig præsident i landet. Han anklagede Maduro for valgfusk ved præsidentvalget i maj 2018.
Mike Pences tale vil være den første amerikanske kommentar på situationen i Venezuela, siden urolighederne den seneste uge udviklede sig blodigt.
Fem personer blev dræbt, og 223 blev anholdt under voldelige sammenstød mellem demonstranter og militæret.
Guaidó har beskrevet de seneste protester som "den afsluttende fase" i bestræbelserne på at vælte Maduro.
Men indtil videre har Maduro holdt stand og fastholdt støtten fra landets magtfulde militær.
Mike Pence vil derfor tilbyde nye "gulerødder" til militæret, oplyser den højtstående embedsmand.
- Han vil vise, hvor mulighederne ligger, hvis folk gør det rigtige og rykker sig fremad, siger han.
Derudover vil han fremlægge en plan for ny økonomisk hjælp til det hårdt inflationsramte Venezuela. Den kan træde i kraft så snart, Maduro ikke længere sidder på magten, tilføjer kilden.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.