Canada vil tilbyde en hjælpepakke til arbejdere og virksomheder i metalindustrien på mellem 2,2 og 5,2 milliarder kroner for at modvirke den højere told, som USA har påført stål og aluminium fra Canada.
Det oplyser en kilde med kendskab til sagen torsdag. Vedkommende siger, at udenrigsminister Chrystia Freeland fredag vil præsentere planen.
Det er meningen, at hjælpepakkens midler skal spredes over flere år.
Ifølge kilder vil det have lighed med den hjælpepakke, som Canada satte i værk i 2017, da USA påførte told på tømmer fra Canada.
Da blev støtten givet i form af lån, lånegarantier, kommerciel finansiering og støtte til virksomheder til at udbygge deres kapacitet.
USA's præsident, Donald Trump, indførte i sidste måned told på stål og aluminium, ikke bare fra Canada, men også Mexico og EU. Han begrundede det med hensyn til USA's sikkerhed.
Canada er det land, der rammes hårdest af den amerikanske særtold.
Canada, Mexico og EU har svaret igen ved påføre eller bebude straftold på en række udvalgte amerikanske varer.
USA har lagt 25 procents told på stål og 10 procent på aluminium fra de to lande og EU.
/ritzau/Reuters