Koreanske Young Sook-Huh var den helt store oplevelse, da KIF Vejen uden de store problemer slog Randers HK med 29-21.
Den lille vævre bagspiller gjorde stort set, som hun havde lyst til i angrebsspillet, hvor hun både brillierede med gennembrud, langskud og frispilninger til sine holdkammerater.
Hun lavede selv syv af KIF Vejens 29 mål, og hun var en væsentlig forklaring på den sikre hjemmesejr, som sender KIF Vejen op på tredjepladsen i ligaen á point med Ikast/Bording på andenpladsen.
Tæt i toppen
I den anden ende af tabellen spillede SK Aarhus sig væk fra bunden, da de på udebane besejrede fynske GOG med 29-25. Dermed har begge hold otte point, hvilket rækker til en midterplacering.
I lørdagens sidste kamp vandt FCKs kvinder med 26-23 over Horsens, og dermed blander københavnerne sig stadig i topstriden, hvor de indtager femtepladsen, men nu a point med Slagelse på den vigtige fjerdeplads.