Alle klubledere i dansk tophåndbold har formentlig været i kontakt med flere af de spillere, som i dag står uden arbejde på grund af AG Københavns konkurs.
Men at en klub som Kolding IF kan blive en del af resterne fra AG København, er ikke muligt, siger direktør Jens Boesen.
- Det er urealistisk, siger Jens Boesen til Jyllands-Posten.
Ifølge Ekstra Bladet forsøger Kolding IF sammen med en gruppe sponsorer ellers at køre den smuldrede klub videre i en eller anden form, hvor flere af kampene skal spilles i København.
Men heller ikke her stemmer direktøren i.
- Det virker ærligt talt totalt urealistisk på mig. Det er helt tosset, at mit hold skal spille halvdelen af sine kampe i København, siger Jens Boesen.
Sidst i juli lukkede selskabet bag AG København, efter at først ejer Jesper Nielsen havde meldt sin afgang fra klubben og siden direktør Søren Colding.
Det efterlod flere topspillere uden arbejde - blandt andre Mikkel Hansen, Joachim Boldsen og Kasper Hvidt - og siden har der været uvished om deres fremtid. Jens Boesen har siden været i kontakt med flere af spillernes agenter.
- Ja, selvfølgelig. De har ringet og spurgt, om jeg har et job til deres spillere. Jeg har sagt det til dem, som jeg siger til dig nu. Jeg har ingen penge. Skal der komme nogen til Kolding og spille håndbold, så er det da muligt, men de får ikke penge for det, siger Boesen.
Nogle spillere er dog kommet videre fra AGK. Henrik Toft Hansen er skiftet til Bjerringbro-Silkeborg, mens talentet Mads Larsen er røget til Aalborg DH.