Rygterne siger, at KIF Kolding København er klar til at præsentere en ny cheftræner allerede fredag - kun fire dage efter at klubben officielt meddelte, at Peter Bredsdorff-Larsen var færdig på trænerposten.
Men ifølge KIF's egen pressechef, Thomas Christensen, er der torsdag endnu ikke skrevet kontrakt med en ny træner.
Er I klar til at præsentere en ny træner i morgen (fredag, red.)?
- Vi er i hvert fald klar til at fortælle, hvor langt vi er i processen.
Vil de sige, at I ikke nødvendigvis allerede har en ny træner i hus?
- Vi har ikke skrevet kontrakt med nogen endnu, siger Thomas Christensen.
Søndag kunne Jydske Vestkysten afsløre, at KIF-spillerne på et møde med klubledelsen havde udtrykt utilfredshed med Peter Bredsdorff-Larsen.
Og mandag kunne den tidligere assistenttræner for landsholdet selv meddele, at han var færdig i klubben.
KIF's direktør, Jens Boesen, har siden udtalt, at man vil blive klogere på klubbens træner-situation på et i forvejen skemalagt pressemøde i Korsør fredag klokken 11.
/ritzau/