En italiensk journalist, der har været kidnappet i Syrien siden tidligt i april, er blevet løsladt, oplyser det italienske udenrigsministerium søndag.
Domenico Quirico, som er en erfaren reporter på avisen La Stampa og tidligere har arbejdet i konfliktområder, er på fri fod, efter at han blev kidnappet 10. april - blot fire dage, efter at han kom til Syrien.
Quirico har siden kidnapningen kun talt med sin kone, som fik fortalt, at hans helbred ikke fejlede noget.
Ifølge La Stampas hjemmeside er journalisten nu undervejs med et fly tilbage til Italien.
Syrien, der er plaget af hårde kampe i en blodig borgerkrig, betegnes i øjeblikket som et af de farligste steder i verden at arbejde som journalist.
/ritzau/Reuters