Trods en hæsblæsende jagt lykkedes det ikke for mere end 2.000 soldater at redde den colombianske guvernørs liv. Han blev kidnappet i sit hjem i mandags.
I går fandt de i stedet Luis Francisco Cuellar med halsen skåret over.
Det er politiets gæt, at kidnapperne tyede til den drastiske løsning i panik over, at Luis Francisco Cuellar ikke skulle afsløre, hvor de gemte sig. Sikkerhedsstyrker var kort før drabet kommet meget tæt på kidnapperne, skriver BBC.
Luis Francisco Cuellar blev kidnappet fra sit hjem mandag den 21. december af ti bevæbnede mænd, der også kastede granater mod huset. En politimand døde under kidnappernes aktion, mens to andre blev såret.
Myndighederne siger, guvernøren blev kidnappet af guerilla tropper fra oprørsgruppen Farc.
Luis Francisco Cuellar er den mest kendte politiker, der er blevet bortført, siden Alvaro Uribe blev præsident i 2002.