»Først og fremmest: Mine fangetagere har behandlet mig godt. Jeg har fået nok at spise, der har ikke været nogen form for vold mod mig, og jeg er ved godt helbred.«
Med denne sætning indleder 45-årige Alan Johnston en videooptagelse, som er fundet på en arabisk hjemmeside på internettet. Johnston blev kidnappet for 83 dage siden i Gaza by, hvor han arbejdede som reporter for BBC, og siden har ingen hørt fra ham. Indtil nu.
Der er dog ikke noget på optagelsen af Alan Johnston, som kan tidsbestemme den, og den er derfor ikke en garanti for, at han stadig er i live. Men den skaber nyt håb for, at han på et tidspunkt vil blive frigivet. Johnston er den journalist, som har været kidnappet længst tid i Gaza, og i januar måned skrev han i en klumme for BBC, at kidnapning i hvert fald var den ene ting, som journalister i Gaza ikke skulle frygte:
»Palæstinensere er ekstremt gæstfri mennesker, og en af farene ved at blive kidnappet her må være, at du vil blive fodret til døde,« skrev Johnston dengang.
Ønsker radikal frigivet
Den gruppe, som holder Johnston fanget, kalder sig Army of Islam - Islams hær . Det er en udbrydergruppe af en anden militant palæstinensisk gruppe, og de er inspireret af al-Qaeda. På videoen kræver gruppen, at prædikanten Abu Qatada bliver frigivet. Han sidder for øjeblikket fængslet i Storbritannien og afventer at blive udvist til Jordan, hvor han er dømt for terrorisme in absentia.
Siden Alan Johnston blev kidnappet foran sit hjem i marts er der kommet en overvældende støtte fra næsten alle parter i området. Parlamentsmedlemmer for både Fatah og Hamas har demonstrereret sammen med almindelige palæstinensere og journalister for BBC-reporterens frigivelse. Over 130.000 mennesker har skrevet under på en opfordring til Johnstons frigivelse på BBCs hjemmeside.