Kidnapningsofferet Michelle Knight har fortalt, at hun blev udsultet og slået, mens hun var gravid under sin indespærring i Cleveland.
Det fremgår af en politirapport, som tv-stationen CNN har fået adgang til. Den indeholder oplysninger fra Knights forklaringer kort efter, at hun slap fri fra fangenskabet hos den tidligere skolebuschauffør, der er sigtet i sagen
Hele fem gange skal Knight være blevet gravid i løbet af det årti, hun sad indespærret.
I disse perioder skal hun have oplevet at sulte i perioder på over to uger. Derefter skal hun have være blevet slået gentagne gange af Ariel Castro, der er sigtet i sagen, og som torsdag fremstilles i retten i Ohio - tre dage efter hendes dramatiske redning.
Han ville angiveligt sørge for, at hun aborterede ved at mishandle og sulte hende.
Castro reagerede imidlertid anderledes, da en af de andre bortførte kvinder, Amanda Berry, blev gravid. Han bestemte, at barnet skulle beholdes, og Knight fik besked på at være jordemor. Barnet skal være blevet født i en plastbalje. Da den lille pige et øjeblik ikke trak vejret, truede Castro angiveligt med at dræbe Knight, hvis hun ikke fik liv i barnet igen.
- Det mest utrolige er, at denne pige, som ikke vidste det mindst om fødsler, klarede at tage imod en baby, som nu er en sund og frisk seksårig, siger CNN's kilder.
Ved retsmødet vil Castro høre anklager om at have bortført og voldtaget sine ofre, der blev holdt indespærret i fangekælder-agtige forhold i omkring 10 år.
/ritzau/AFP