Færingen Edmund Joensen lignede nærmest en mand, der havde lyst til at gemme sig – og som mindst af alt havde lyst til at indtage rollen, som den, der lige præcis sikrer fortsat VKO-flertal. Med dæmpet stemme forklarede Joensen stilfærdigt, at han på ingen måde agter at blive tungen på vægtskålen i Folketinget, fordi det er imod færøsk tradition at blande sig i dansk indenrigspolitik.
Joensen, der ganske vist træder ind i Venstres folketingsgruppe, vil i virkeligheden blot bruge sit mandat til at sikre, at der er flertal bag VK-regeringen. Det lyder teknisk, men er i virkeligheden et klokkeklart signal om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er nødt til at samarbejde med Ny Alliance. Ellers bliver de kommende år for usikre.
Af samme årsag har Fogh indledt politiske forhandlinger med såvel Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard som Naser Khader om det kommende regeringsgrundlag. Øvelsen bliver ikke nem, idet Dansk Folkeparti, der igen gik frem og er fem gange så store som Ny Alliance, åbenlyst har svært ved at forlige sig med tanken om et bredere samarbejde.
For Khader er situationen overrumplende. Det, der lignede et valg, der ingen indflydelse ville give, ser nu ud til at udvikle sig til en gunstig situation for Ny Alliance. Det nye parti får derfor endnu en chance.