Naser, Gitte og Anders har udgjort den fælles front i Ny Alliance, siden partiet blev dannet i maj.
Men fremover bliver det kun Naser Khader, der skal stå i spidsen for partiet. Gitte Seeberg og Anders Samuelsen mister dermed deres vetoret.
Det er ifølge samfundsforsker fra Aalborg Universitet Johannes Andersen et udtryk for, at partiet langt fra står så stærkt som tidligere. Den nye magtfordeling kan ikke nødvendigvis hjælpe partiet ud af dets problemer, mener han.
»Det er det sidste kort, de spiller, og et udtryk for, at partiet står svagt, men jeg er ikke overbevist om, at det er løsningen på krisen. Det er ikke sikkert, de kan løse krisen overhovedet,« siger han.
Skaber usikkerhed
Ny Alliance har været plaget af flere sager, blandt andet Khaders formodede sorte arbejde og Jørgen Poulsens gyldne håndtryk fra Røde Kors.
Sager, som Johannes Andersen ikke tror, bliver glemt ved at rydde op i ledelsesstrukturen.
»De vil løfte sejlene ved at sige, at det er et entydigt parti med én entydig leder, men Ny Alliances kvalitet har været, at de var tre, og jo større forvirring, der opstår om partiet, des større usikkerhed skaber det hos vælgerne,« siger Johannes Andersen.
Ikke behov for høvdinge
Beslutningen om at fjerne Gitte Seeberg og Anders Samuelsen fra partiets front er ifølge Gitte Seeberg blandt andet taget ud fra et hensyn til Ny Alliances to øvrige folketingsmedlemmer, Malou Aamund og Jørgen Poulsen.
Naser Khader havde stillet sin formandsstol til rådighed, og da partiet stadig ønskede ham som formand, blev musketer-eden ophævet.
»Der er ikke brug for høvdinge og generaler, når vi kun er fem i folketingsgruppen. Så derfor har vi valgt en fladere ledelsesstruktur. Vi kunne ikke være andet bekendt, når vi kun er fem. Malou Aamund og Jørgen Poulsen har også krav til at få indflydelse,« siger Gitte Seeberg.
Som en del af omstruktureringen i partiet har Malou Aamund fået posten som gruppesekretær, mens den tidligere Venstre-mand, Leif Mikkelsen, er blevet hyret til at holde styr på bagland og medarbejdere i Ny Alliance.