Integrationsordfører Naser Khader (K) bakker op om, at Gentofte vil have lov til at bygge almene boliger uden for kommunegrænsen, hvor blandt andet flygtninge kan blive anvist.
- Når der er ikke er mulighed for at bygge nyt, og der ikke er boliger i kommunerne, har jeg ikke ondt af, at kommuner aftaler med andre kommuner, hvordan de løser det.
- Det er reelt nok, at de ikke kan finde et sted at bygge billigt, for det er en dyr kommune, siger han.
Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), har i år ikke kunnet finde én eneste permanent bolig til de flygtninge, der er kommet til kommunen.
Der er for få boliger, og priserne er for høje til, at flygtninge på integrationsydelse kan betale for at bo i dem, lyder det.
Derfor foreslår borgmesteren overfor TV2, at kommuner skal have lov til at bygge almene boliger uden for kommunegrænsen, hvor de kan anvise blandt andet flygtninge.
Borgmesteren understreger, at de økonomiske og integrationsmæssige forpligtigelser skal blive hos Gentofte.
Han mener ikke, at en af landets rigeste kommuner forsøger at vifte ansvaret væk.
Den udlægning er partifællen Naser Khader enig i.
- De står stadig til ansvar for den økonomiske og den integrationsmæssige forpligtigelse. Det her handler om boligplacering, og borgmesteren siger, man kan bygge lige ved grænsen, så jeg kan ikke se problemet, siger han.
Naser Khader fremhæver, at samme problem eksisterer på Frederiksberg i København, hvor der heller ikke er plads til at bygge nyt.
Som reglerne er i dag, skal permanente boliger være inden for kommunegrænsen, mens kommunerne gerne må placere flygtninge i midlertidige boliger uden for kommunen.
En flygtning i Gentofte har oplevet at bo fire forskellige steder med sine tre børn på to år.
På ubestemt tid skal familien nu bo i byens nedlagte skole. Cirka 40 flygtninge skal bo der og deles om toiletter, bad og køkkener.
/ritzau/