For over tre måneder siden - mandag den 7. maj 2007 klokken 13.33 - præsenterede folketingsmedlem Naser Khader under stor mediebevågenhed sit nye parti Ny Alliance og opsagde samtidig sit medlemsskab af Det Radikale Venstre. Troede vi.
Men nu kan Avisen.dk - som det første medie - afsløre, at den kendte toppolitiker måske lever et politisk dobbeltliv og stadig er diskret medlem af Det Radikale Venstre.
Et opkald til et af de radikales direkte telefonnumre på Christiansborg - 33374702 - giver i hvert fald grund til at stille spørgsmål, når stemmen i telefonsvaren fortæller følgende:
Du har ringet til Naser Khaders telefon, medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre. Læg en besked .
Lektor i politisk kommunikation ved Københavns Universitet, Klaus Kjøller, har svært ved at få luft.
- Det er..., det er..., et helt ekstremt eksempel på et meget..., mudret politisk budskab fra en politisk topfigur, lyder det gispende fra Klaus Kjøller, der forsøger at samle sig.
- Det står klokkeklart i alle partiers reglementer, at man ikke kan være medlem af to partier på en gang. Det ville være et loyalitetsbrud ud over alle grænser. Man kan ikke spille opå to heste, stønner han.
Avisen.dk fornemmer en forsidehistorie og kontakter fluks Det Radikale Venstres sekretariatschef Jesper Gronenberg for en øjeblikkelig forklaring på Khaders mulige dobbeltspil.
- Det er meget mærkeligt, siger Jesper Gronenberg på en mobiltelefon et sted ude i en børnehave.
- Vi så allesammen selv, at han præsenterede sit nye parti den 7. maj, og jeg ville helt bestemt have fået besked, hvis han var blevet meldt ind i Det Radikale Venstre igen. Og det ville i øvrigt også være en noget opsigtsvækkende nyhed, siger Jesper Gronenberg.
Sekretaritatschefen mener derimod, at der er tale om en banal fejl, hvor telefonsvaren ikke er blevet fjernet.
- Vi må selvfølgelig have opklaret det her, men mit gæt er nu, at der er tale om en forglemmelse eller en underlig fejl i Folketingets administration. Ansvaret kan ligge flere steder, siger Jesper Gronenberg.
Den melding beroliger nu ikke helt Klaus Kjøller.
- Hvis sagen er, at Naser Khader i de sidste mange måneder har haft en telefonsvarer hos de radikale, så sender det et budskab om manglende professionalisme, mener han.
Avisen.dk forfølger fortsat sagen og har anmodet Naser Khader om et interview. Foreløbigt har vi lagt en besked på hans radikale telefonsvarer.