En klar liberalistisk kurs. Det er målet med Ny Alliances nye partiprogram, som skal erstatte det tidligere program, der ifølge Naser Khader var for rødt.
- Vi var tre stiftere, og det hele byggede på kompromiser, for vi var uenige om linjen og det politiske indhold. Nu er vi tilbage ved det liberale udgangspunkt. Derfor smider vi det væk og starter på en frisk. Det skal være kortere med en klar rød tråd. Det nye program skal også vedtages af medlemmerne, det blev det gamle aldrig, siger Naser Khader til TV 2 News.
Han erkender dog, at meget af politikken er den samme.
- Der er flere elementer, vi holder fast i. Blandt andet skattepolitikken om maksimalt 40 procent i skat for alle og politik om antiradikalisering og integration, men eksempelvis vores trafikpolitik var for rød. Nu kommer der til at være en liberal rød tråd i det nye program, siger Khader til TV 2 News.
Han fastslår samtidig, at det er slut med at lægge Dansk Folkeparti for had.
- Dansk Folkeparti er stadig det parti, som vi er mest uenige i. Men vi har brugt for meget krudt på at definere os selv i forhold til uenigheden. For os handler det om det politiske indhold og ikke om relationer og andre partier. Der er også områder, som vi er meget enige med DF i, blandt andet om radikalisering, siger Naser Khader til TV 2 News.
- Vi skal være samlingspunkt for de liberale danskere. Eksempelvis komme med forslag om at afskaffe lukkeloven. Det har ikke hidtil været vores politik.