Mens medlemmerne strømmer til, har de tre stiftere af Ny
Alliance Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg skrevet sig
selv ind i partiets vedtægter som personlige, politiske forbilleder. Det skriver Nordjyske.
I vedtægternes paragraf 2 står, at det er foreningens formål til
stadighed i samarbejde med foreningens medlemmer at udvikle foreningens
politik samt at udvikle og konsolidere foreningens
organisationsstruktur efter stifternes grundholdninger .
Det er et højst usædvanligt og overraskende skridt, at stifterne på den
måde har skrevet deres personer ind i politikken, mener professor i
statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Elklit. Til Nordjyske siger han:
- De får en slags guru-status, som får mig til at tænke på Mogens
Glistrup og Erhard Jakobsen. Det kan man måske forstå med Glistrup og
hans Fremskridtsparti, men her virker det overraskende, fordi det ikke
lægger op til respekt for de medlemmer, som har meldt sig ind og er
lovet indflydelse. Det er en nydannelse, som undrer mig.
En af de tre partistiftere er Gitte Seeberg. Hun har stået for at skrive vedtægterne.
- Det skal altså ikke tages så bogstaveligt. Vi har lovet, at vi laver
vedtægterne om efter næste valg. Men indtil da har vi behov for en
central styring, og det er det, vedtægterne er udtryk for, siger Gitte
Seeberg.